Archive for May, 2010

28
May

BlueConsult nyhedsbrev – maj og snart sommer;)

Velkommen til endnu et Nyhedsbrev. Bøgen er sprunget ud og P. C. Skovgaard vender sig sikkert i graven med kriblende fingre, for at få lov til at portrættere de smukke danske landskaber bare en sidste gang!

Du har vel suget majsolens varme og energi til dig i rå mængder, og er klar til nye udfordringer og drømmerejser.

Hos BlueConsult er der gang i butikken – både i andedammen og udenlands. Det er en privilegeret affære, men også hårdt slid og slæb. Vores ”koncept” må åbenbart ramme godt i tidens ånd, for der er stor efterspørgsel på vores ydelser, og vi få flere og flere uopfordrede jobansøgninger, hvilket vi bestemt ser som et sundhedstegn.

I dette nyhedsbrev får du, vanen tro, et knaldtilbud, info om set & sket, fremtids-flash samt CPR.

Da der sker så vanvittigt meget hele tiden, er nyhedsbrevet ikke helt kort. Men du kan jo altid vende tilbage og ”browse” lidt en dag du har bedre tid og lyst. Finder du brugbar information eller gode tilbud, er du naturligvis mere end velkommen til at dele med dit netværk.

God fornøjelse!

1) Gode gerninger

2) Foredrag og kurser

3) Newsflash

4) Førstehjælp og lattertræning

1) Gode gerninger

Som nævnt er der stor travlhed hos BlueConsult med mange spændende og tidskrævende opgaver rundt omkring på vores smukke planet. Men der skal også være plads til gode gerninger. BlueConsult har valgt at give økonomisk støtte til ny skole for fattige og efterladte indiske børn i Chennai. Vores nye samarbejdspartner, Ole Høyer fra Energy Excellence, vil gennem de næste 6-12 måneder få skolen opført. Vi kender Ole som en seriøs og hårdt arbejde fyr efter et godt fælles projektarbejde hos investeringsbanken Goldman Sachs i London i April, og følger derfor nøje med i projekt ”Periamma”. Det betyder ”den store moder” og du kan selv støtte på www.periamma.org – hjemmesiden skulle komme op i nær fremtid.

Bestem dig for at gøre en god gerning idag – ikke nødvendigvis i form af økonomisk støtte, men gør en ting, som rækker ud over dig selv og glæder et andet menneske.

For nylig har BlueConsult også hjuplet ifm. undervisning og vejledning på et nyt spændende projekt for unge mellem 20 og 25 år, som har fået en lidt svær om omtumlet start på tilværelsen. Projektleder er psykolog Sarah Zobel Kølpin, der sammen med to kolleger ganske gratis stiller tid og viden om ”positiv psykologi” til rådighed hos de unge mennesker gennem 6 uger. Projektet er i opstartsfasen, og fungerer som en lakmustest, men skulle med tiden føre til et nyt Institut for Positiv Psykololgi. Stig Åvall Severinsen har bidraget med foredrag om konkrete åndedræts-, visualiseings- og meditationsøvelser, som de unge mennesker, sammen med den positive psykologiske tilgang, kan anvende som konkrete værktøjer i en hektisk, og måske til tider, ustruktureret hverdag. BlueConsult hilser projektet varmt velkomment, og ser frem til at kunne hjælpe med lignende projekter i fremtiden. I det hele taget er der ved at komme større åbenhed og nysgerrighed omkring åndedrætsteknikker og et mere holistisk menneskesyn fra både social- og sundhedssektoren. Dog holdes der stadigt på sparegris og pengepung. Derfor er det vigtigt med sådanne frivillige tiltag.

2) Foredrag og kurser

7. juni kl. 12. er Stig Åvall Severinsen inviteret som gæsteforelæser ved 10th Aarhus Stress Conference. Foredraget med titlen ”Hypoxia, Deep diving and Breath Control” afholdes i Søauditorium 2 ved Aarhus Universitet, om omhandler bl.a.  hvordan ilt-stress påvirker krop og sind.

8. juni – ”Kvindekonference”

Som abonnent på BlueConsults nyhedsbrev skal du have lidt ekstra service. Derfor får du hermed et VIP-tilbud til den kommende lederkonference, som WOW Executive Network arrangerer med Børsen Executive Club på det 5-stjernede Marriott Hotel ved Kalvebod Brygge.

Du kan møde spændende personligheder som Lykke Friis, Minister for Ligestilling, Lars Mikkelgaard-Jensen, adm. direktør, IBM Danmark, Anne Castenschiold Bill, Oberstløjtnant og HR-chef i Hærens Operative Kommando, Anne Villemoes, kommunikationsdirektør i Danish Crown m. fl.

Konference er et dagsarrangement fra kl. 8.30 til sen aften, med netværksmiddag og havudsigt.

Stig Åvall Severinsen fra BlueConsult holder fra kl. 11.50 – 12.20 indlæg med titlen ”Træk vejret og nå toppen”.

Se hele programmet her

Og tilmeld dig til VIP-pris her

11. juni kl. 16 kan du i Kolding Storcenter opleve det danske fridykkerlandshold. BlueConsult sponsorerer det unge håb/stortalent Rune Hallum, som med sine blot 19 år er Danmarks yngste landsholdsdeltager nogensinde. Det har været Runes drøm og målsætning, at tilkæmpe sig en plads til dette års hold-VM, som afholdes på den skønne ø Okinawa, og vi ønsker fra BlueConsult Rune et kæmpe tillykke med sin velfortjente landsholdsplads. Det har været en sand fornøjelse af yde såvel økonomisk støtte som personlig coaching til Rune, da han har arbejde seriøst og målrette med at nå sit drømmemål – en inspirerende proces.

Stig Åvall Severinsen er officiel landsholdstræner og ved at gøre holdet klar til VM i Japan i juni/juli måned. Kom og se, om de danske fridykkere kan sætte ny verdensrekord i Kolding!

18. – 24. juli (uge 29) afholder BlueConsult den store Breatheology Summer Camp 2010.

Kurset FRIDYKNING & ÅNDEDRÆTTET finder sted på de smukke arealer ved Isterød Højskole i Nordsjælland. Sidste år var kurserne i hhv. FRIDYKNING og ÅNDEDRÆTTET en massiv succes og komplet udsolgte. I år er kurserne slået sammen i et skønt og spændende mix, så vil du sikre dig en plads er snarlig booking tilrådeligt. Mere info om indhold, priser og betaling findes hos Isterød Hølskole, som også besvarer alle spørgsmål omkring kurset og tilmelding.

19. og 23. august er der foredrag i hhv. Kbh og Århus. Hør Københavns nye overborgmester Frank Jensen og borgmester Nicolai Wammen. Hør også Asger Aamund og Stig Åvall Severinsen, når de holder foredrag under titlen ”Mænd der har gjort en forskel”. Foredragsrækken er en del af Discovery Standløbet 2010 – kun for mænd. Projektet støtter Kræftens Bekæmpelse. Hold de nærmeste dage øje med reklamerne på Discovery Channel, Berlingske og Århus Stiftstidende.

Se mere om program og tilmelding her

24. august skal du booke billet til Radisson Blu Falconer fra 16.30 – 19.15. Her kan du høre foredrag af ernæringsekspert Christian Bitz, samt 4-dobbelt verdensmester i fridykning, Stig Åvall Severinsen. Det bliver en brag af en eftermiddag med tid til spørgsmål og praktiske øvelser.

Læs mere om foredrag, pris og tilmelding hos arrangøren Speakers Club.

29. september gentages successen i Jylland – nærmere bestemt i Vejle Torvehaller. Se Speakers Club for nærmere info.

3) Newsflash

Det er heldigvis også blevet til lidt eventyr midt i alt ”forretningslivet”.

BlueConsult har med et par gamle kolleger været på vaskeægte frø-safari og nydt de storkvækkende løvfrøer en smuk forårsaften i Marselisborg Skov nær Århus. Kender du ikke lige løvfrøen – eller dens smukke sang, så tjek den ud på Google – måske får du dig en glædelig overraskelse. Jovist, der er også tropestemning og pangfarver i dansk natur. Og frøerne har det godt;)

BlueConsult er kommet igang med det nye spændende hjerneforskningsprojekt omkring meditation og vejrholdning. Du kan følge og læse mere om projektet på BlueConsults nye internationale platform breatheology.com. Tag fx et kig ind i hjernen på Stig Åvall Severinsen i denne 3D rekonstruktion fra en MR scanning. Se den lille videofilm her.

Stig´s blog kan du også finde små videoklip fra TV-indslag om fx. Marsvin, sport, Guinness World Records og andet godt fra havet.

Det nye breatheology koncept er blevet yderst vel modtaget verden over. Kurserne breatheology expand i hhv. Århus og København var en stor succes. Selv de yogainstruktører som venligst husede arrangementerne, fik så meget nyt og personligt ud af kurserne, at der allerede er faste planer om at følge op med nye kurser i efteråret 2010.

Inden for den sidste måned har BlueConsult holdt kurser for forretningsfolk og erhvervsledere på Vejlefjord – Kur og Spa samt natursmukke Svinkløv Badehotel ved Vesterhavet. Deltagerne har været yderst tilfredse og ny inspiration dukker ud af det blå.

Forrige uge blev der afviklet en 2-dages workshop for det Finske Sportsdykker Forbund. Læn dig tilbage med din kaffe og nyd de 30 smukke billeder i dette diasshow.

Skal du ud af flyve, så hold øje med SAS In-flight magasin Scanorama – her giver Stig Åvall Severinsen tips til verdens bedste dykkerdestination. BlueConsult arbejder i øjeblikket på et nyt spændende projekt, så muligvis bliver lanceret af SAS allerede til efteråret. Keep your eyes open!

Hvis det regner lørdag aften d. 28. august, så blænd op for DR2. Temalørdag handler om Ekstrem dykning og viser bl.a. klip fra Stig Åvall Severinsens sidste to Guinness World Records – dyk under isen og vejrholdning over 20 minutter blandt tropiske hajer. Temalørdag produceres af The Compound i tæt samarbejde med stuntmand og filminstruktør Lasse Spang Olsen.

BlueConsult har også produceret en del materiale til programmet, som med garanti viser nye sider af dykning og livet under overfladen.

Der er mere DR2 på programmet til efteråret. Blue (som normalt procucerer X factor, køkkenprogrammer og andet hurlumhej), har taget et seriøst projekt til sig, og viser 5 programmer med titlen ”Sjæl og Videnskab”. Programserien handler om bevidsthed/meditation, og indeholder interviews med en lang række kendte forskere og sportsfolk fra hele verden. Du kan bl.a. møde den moderne mindfulness ”fader”, Professor Jon Kabat-Zinn, hjerneforsker Peter Vestergaard-Poulsen, afslapningens ”fader” Herbert Benson, samt Stig Åvall Severinsen, som fortæller om hvordan hjerne og krop kan bruges som instrument til at optimere performance og livsglæde.

Bogen Træk vejret går stadigt som varmt brød – til trods for en nedgang på 20% i bogsalg for år 2009. Folk fra fjern og nær skriver, beretter og takker for hjælp samt inspiration, hvilket er yderst hjerteligt. Nu er 3. oplag trykt og på gaden – på bare ét år. Det er vi stolte af hos BlueConsult og takker for den varme velkomst.

Kender du ikke bogen kan du kvit og frit downloade Forord og Kapitel 1 her.

Vi er meget glade for det professionelle og varme samarbejde med Gyldendal – besøg deres nye hjemmeside og lær mere om danske forfattere.

Særligt glade er vi for det nære samarbeje med super-redaktør Lilja Hardt. Faktisk er der nu afleveret manuskript til en ”Mini” udgave af Træk vejret. Denne lille kompakte godbid skulle meget gerne ramme de danske boghandlere i den varme sommer.

Ydermere ligger der nu en ny kontrakt på plads – til en spændende og meget anderledes bog. Andet kan vi desværre ikke afsløre pt.

4) Førstehjælp og lattertræning

Pyyynha – sikke da en lang snak. Som du måske ved er der som et appendix til Træk vejret – et kapitel om Livreddende Førstehjælp. Dette burde alle lære i skolen. Kan du redde liv?

Her en lille video, som giver dig en hurtig genopfriskning på nyeste guidelines.

Slutteligt en meget videnskabelig video – dog er hensigten ikke, at du skal blive klogere på det undersøiske fiskeliv nær Ækvator, men at du skal få dig et seriøst grineflip. Mærk efter hvor godt en god massage af ”lattermusklerne” i mellemgulvet gør dig. Det bør du tænke lidt mere over i din travle hverdag. Enjoy the movie 😉

De bedste hilsener med ønsket om en fantastisk sommer.

BlueConsult

www.blueconsult.biz

Category : Nyhed | Nyhedsbrev | Blog