Dykkerfysiologi

Her finder du beskrivelser af mange af de udtryk og begreber som anvendes inden for fridykning.

DYKKERRESPONSEN SAMBA BLACK-OUT SIKKERHED
DYKKERSYGE TRYKUDLIGNING EPILOG  

 

DYKKERRESPONSEN

Menneskets liv begynder i et vandigt miljø, og de første 9 måneder som foster i moders mave ånder vi ikke med vore lunger. Al ilt (O2), som jo holder os i live, strømmer til os gennem navlestrengen fra vores moders blod, hvori ilten sidder bundet til specielle ilttransportører kaldet røde blodlegemer eller erythrocytter. Når vi fødes og navlestrengen klippes over, starter en helt ny æra i vores liv, primært fordi vi nu selv skal til at trække vejret. Efter at have hostet vand ud af lungerne tager vi vores første åndedrag. Vi er nu en selvstændig organisme, som kan forsyne hver enkelt celle med den livsvigtige ilt.

Ud over den mængde ilt som sidder bundet til de røde blodlegemer, og udover den mængde luft vi har i lungerne, har vi også en iltreserve i musklerne som kaldes myoglobin. Hos vandlevende pattedyr, som fx sæler og hvaler, som ofte må foretage meget langvarige og dybe dyk for at finde føde, findes meget høje mængder myoglobin hvilket, sammen med en høj erythrocytkoncentration, medvirker til, at disse dyr kan holde vejret i næsten én time. Ydermere udviser disse en såkaldet dykkerrespons (The mammalian diving response/reflex), som også er blevet bibeholdt hos de landlevende pattedyr - mennesket inklusivt. Dykkerresponsen starter når kroppen, og især ansigtet, kommer under eller blot i kontakt med vand, og forstærkes når kroppen kommer dybere og dybere ned i vandet. Dykkerresponsen omfatter en række mekanismer som alle medvirker til at forlænge den tid kroppen kan klare sig uden ekstra ilt. Med andre ord kan man sige, at dykkerresponsen "økonomiserer" med den givne iltbeholdning.

De primære mekanismer er sammentrækning af det perifere karsystem samt en sænkning af hjertefrekvensen, også kaldet bradycardia. Når blodkarene i arme og ben således trækkes sammen bevirker det at den mængde blod vi har til rådighed koncentreres netop dér hvor der er mest brug for den - nemlig i det "lille" kredsløb mellem lungerne, hjertet og hjernen, som jo er kroppens mest iltsensitive organ. Nedgangen i antal hjerteslag medvirker også til iltbesparelse, idet hjertemusklen naturligvis ikke har brug for så meget ilt ved en lavere arbejdsintensitet.

Dykkerresponsen reguleres af forskellige receptorer i den levende organisme. En del af disse receptorer er underlagt det autonome nervesystem, altså den del af vores nervesystem som ligger udenfor viljens herredømme. Ved gentagne neddykninger, eller ved blot at holde vejret, kan disse receptorers sensitivitet ændres således, at kroppen kan klare sig længere og længere tid under apnø (vejrholdning). Som eksempler kan nævnes at antallet af røde blodlegemer kan stige hvorved en større mængde ilt kan optages i blodet. Man taler således om en høj "hæmatokrit"-værdi. Et andet eksempel er ændringer i kuldioxid (CO2)-receptorer, som sidder bagtil i hjernen.

CO2 er det restprodukt som dannes fra "brugt" O2 og vand (H2O), og som, via lungerne, forlader blodet når vi udånder. Forhindres vi i at trække vejret, vil mængden af CO2 stige og på et tidspunkt vil den blive så høj, at CO2-receptorerne signalerer til hjernen at nu SKAL vi altså til at puste ud og trække vejret. Ved at sænke CO2-receptorernes følsomhed, eller ved psykologisk at tilpasse sig til højere CO2-koncentrationer, kan man således opnå at holde vejret længere tid inden hjernen giver besked om at man skal trække vejret. Faktisk er det CO2, og ikke O2, som er den vigtigste regulator af vejrtrækningen. Kort sagt er kroppen mere følsom over for høje CO2-koncentrationer end for lave O2-koncentrationer, hvilket bevirker, at man automatisk vil trække vejret FØR O2-koncentrationen falder til faretruende lave værdier.

Top af side

 

SAMBA

Når man trækker vejret hurtigere eller dybere end normalt - også kaldet hyperventilation - udvasker man store mængder CO2 fra blodet. Dette bevirker, at signalet fra CO2-receptorerne til hjernen om at man skal trække vejret udskydes, og passerer man under den kritiske O2-værdi, vil muskelkramper samt bevidstløshed indtræffe. Idet muskelkramperne er ufrivillige og tiltider ganske voldsomme kaldes denne tilstand inden for fridykkerverdenen for en "samba". Dette er kroppens tegn på, at man er gået over sin fysiologiske grænse, og enhver hændelse af denne karakter kviteres i konkurrencer med en diskvalifikation i den pågældende disciplin.

Der er dog forskellig politik på dette område inden for forskellige forbund. AIDA tillader ikke samba, hvorimod FREE gør. En samba er således ikke noget at spøge med, men samtidigt heller ikke noget man skal frygte med Gudsforagt. Skulle man komme ud for en samba, enten under sin træning eller under en konkurrence véd man, at man er gået over grænsen. Kunsten er herefter, at man tager ved lære af episoden og tolker og gennemtænker de signaler man erindrer, således at man i fremtiden kan nå at stoppe lige før man svæver ud over afgrunden. Det vigtigste for en person med samba er naturligvis, at vedkommende får ilt (luft) øjeblikkeligt. Sker dette ikke, fx hvis den indtræder under overfladen, kan en samba udvikle sig til en black-out (BO), altså en meget alvorlig bevidstløshedstilstand. I værste fald kan hjertestop også forekomme.

Top af side

 

BLACK-OUT

Der skelnes mellem flere typer af black-out, hvoraf shallow water black-out (SWBA) er den hyppigst forekomne i forbindelse med konstant vægts dykning. Dette skyldes primært to ting. For det første har man i konstant vægt brugt en masse ilt på selv at dykke ned til maksimaldybden og tilbage igen. For det andet - og vigtigst af alt - så er de fysiske love således (Boyle´s lov om gasser under tryk), at partialtrykket for ilt, altså den del af gas/lufttrykket i lungerne, som udgøres af ilt, falder mest lige før dykkeren når overfladen. Dette skyldes, at der på 10 meters dybde eksisterer et tryk på 2 atm/bar, hvorimod det er halvt så lille (1 atm/bar) i overfladen. Lungernes rumfang er således dobbelt så stort i overfladen som på 10 meters dybde. Iltens partialtryk kan altså blive så lavt, at ilt ikke diffunderer over i blodbanen, hvilket medfører øjeblikkelig bevidstløshed. Man kan sammenligne det med at trække stikket ud af computeren. Det farlige ved en SWBO er, at kroppen ikke får nogle klokkeklare advarselssignaler. Faktisk kan det lave gas/partialtryk som findes i lungerne lige før man når overfladen bevirke, at CO2 diffunderer fra blodbanen og over i lungerne, hvorved signalet omkring vejrtrækning til hjernen hæmmes. Dette resulterer i en falsk tryghedsfornemmelse af, at man stadigt har masser af luft (ilt) til rådighed.

Top af side

 

SIKKERHED

Hvert år dør fridykkere som følge af SWBO, hvilket naturligvis er yderst tragisk. SWBO er dog ikke den direkte dødsårsag, det er derimod drukning. Dette skyldes, at mange forbryder sig mod fridykkerens og den "almindelige" flaskedykkers 1. og vigtigste lov; DYK ALDRIG ALENE. Som fridykker er det helt essentielt, at man har et godt kendskab til sin krop samt til dennes fysiologi. Endvidere skal man vide hvordan man gennem fysisk såvel som mental træning kan påvirke sin egen fysiologi.

Top af side

 

DYKKERSYGE (dekompressionssyge)

Mange tror fejlagtigt, at man kan få dykkersyge af at fridykke. Forskellen mellem fridykkere og flaskedykkere er jo, at flaskedykkeren indånder komprimeret luft. Denne luft indåndes ved et tryk svarende til det omkringliggende vands tryk (vandsøjle/dybde), hvilket skyldes en snedig indretning i dykkerudstyrets såkaldte 1. trin. Problemet med dykkersyge opstår ikke på store dybder, men først når dykkeren vender tilbage derfra, enten hvis han har opholdt sig for længe på en stor dybde, eller hvis han, fx i en nødsituation, stiger for hurtigt mod overfladen. I og med dykkeren indånder almindeligt luft, som jo indeholder 78% kvælstof (N2) vil dette, som O2 og CO2, diffundere over i blodet og stille sig i ligevægt i forhold til dykkerdybden (trykket). Har man opholdt sig længere tid på en dybde, og således fået ophobet N2 (gas) i blodet, vil dette ikke kunne nå at forlade blodbanen hvis man stiger for hurtigt op.

Effekten er præcis den samme som hvis man åbner en sodavand med et snuptav - der dannes masser af bobler, fordi den hurtige ændring i tryk forhindrer vædsken i at "gasse" af. Disse N2 bobler sætter sig først fast i ledene - ofte i knæ og albuer, hvorfor dykkersyge på engelsk ofte kaldes "the bends". Sætter boblerne sig fast i hjertet eller hjernen kan det få fatale konsekvenser. Behandling af dykkersyge er trykrelateret - enten ved at man dykker tilbage til en dybde hvor boblerne opløses, eller, hvis muligt, ved ophold i en tryktank. I denne sænkes trykket gradvist, hvilket svarer til, at man åbner sodavanden langsomt. Indånding af ren ilt kan også hjælpe med at få renset N2 hurtigere ud af blodet. Hvis ret skal være ret må det slutteligt nævnes, at der ved perledykkere, undervandsjægere og hos ganske få fridykkere som har dykket til ekstreme dybder og som kommer meget hurtigt tilbage til overfladen kan forekomme paralysis (lammelse) i enten ben, arme eller den ene side af kroppen.

Ved gentagne neddykninger akkumuleres N2 ophobningen i blodet. Des længere tid man opholder sig på bunden og des flere dyk som udføres, des større er sandsynligheden for at få fridykker "dykkersyge", hvorfor det netop er perledykkere og konkurrence undervandsjægere som oftest rammes. Dette fænomen blev første gang beskrevet af den danske fysiolog Poul-Erik Paulev, som udførte eksperimenter med sig selv for at samle data til sin doktor disputats, som står citeret herunder i litteraturlisten.

Idag ved man, at hvis overfladetiden tredobles i forhold til bundtiden, så kan man helt undgå at få dykkersyge, hvorfor dette er en god tommelfingerregel inden for almindelig fridykning. Derimod er kendskabet til paralysis som følge af extremt dybe dyk ikke klarlagt, men det vides at en langsom opstigning kan mindske denne risiko. Det er derfor verdens bedste dybdedykkere, som Löic Leferme og Umberto Pelizzari, slipper opstigningsballonen på 30 - 45 meters dybde og selv svømmer eller trækker sig op, når de udfører rekordforsøg i No Limits kategorien til imponerende 150 meter. I dag har Østriske Herbert Nitsch verdensrekorden med hele 214m. På disse dybder skal man være vanvittig teknisk dygtig for at kunne trykudligne.

Top af side

 

TRYKUDLIGNING

Det som forhindrer de fleste fridykkere i at nå nye dybder er, bortset fra den psykologiske faktor, oftest manglende teknik og luft til at trykudligne ørerne med. Modsat flaskedykkere, som jo har hundredevis af liter luft til rådighed, så har fridykkeren kun den mængde luft med, som han putter ned i sine lunger lige før et dyk. Allerede på 10 meters dybde er lungernes volumen halveret og på 30 - 40 meter er luftvolumenet så lille, at det er uladesiggøreligt at trykudligne ved hjælp af almindelig Valsalva eller Frenzel manøvrer. Vil man yderligere ned i dybet er det nødvendigt med mere raffinerede teknikker.En sådan er diafragmatisk (mellemgulvs-) Frenzel, som går ud på at man løfter sit mellemgulv så højt op i brystkassen, at luften fra lungernes døde rum kan anvendes til trykudligning. Vil man dykke dybere endnu er Frenzel-Fattah manøvren nødvendig. I korthed går denne manøvre ud på, at man fylder sin mund med luft, og lukker ned til lungerne, ca. 15 meter før man når den dybde, hvor man ikke længere kan trykudligne med diafragmatisk Frenzel. På denne måde skulle det være muligt at trykudligne yderligere 3 - 5 gange. Frenzel-Fattah og andre trykudligningsteknikker er meget grundigt og pædagogisk beskrevet af min canadiske ven og tidligere verdensrekordholder i konstant vægt (82 meter), Eric Fattah.

Top af side

 

EPILOG

Det er glæde, forundringen, forbavselse, samt nysgerrigheden over at opdage flere og flere lag i sig selv, som driver enhver fridykker. Er man en glad "amatør" - en rigtig vandhund som blot elsker at boltre sig i det våde element og "hygge"-snorkle når chancen byder sig, vil man med selv ganske lidt fysisk og mental "tanke"-træning kunne bringe den glædesfølelse og afslappethed vandet giver, og som bl.a. får ens puls til at falde, med op på landjorden. Dette vil ofte være belejligende i stressede eller spændte situationen. Dyrker man fridykning på et højere, og måske mere seriøst, niveau, vil man gennem langvarig, og til tider hård fysisk træning, samt gennem meditation- og koncentrationsøvelser, komme ud i grænsezoner, hvor kun ganske få "almindelige" mennesker har været. Dette være sig både de ekstreme trykforhold som gør sig gældende når man dykker dybt dybt ned i havet, såvel som de meget lave hjertefrekvensværdier, som man oplever efter at have holdt vejret i længere tid. Fælles for disse oplevelser er, at de giver ophav til nogle "lykke"følelser samt fornemmelser af en indre dyb ro, som er svær at sætte ord på, men som skaber en glædesrus der med ét trylleslag frigør én fra både tid, krop og sjæl.

Den skeptiske læser vil måske påstå, at glædesrusen udelukkende skyldes en narkosis, altså en form for iltforgiftning som opstår på meget store dybder, eller at hjernen simpelthen fattes ilt, hvorved man svæver ud i drømmeland. Dette er dog ikke nødvendigvis tilfældet, idet samme glæde også kan manifestere sig på meget lave dybder og med lungerne fyldt med frisk luft. Hvorom alting end er, så er det disse fornemmelser og følelser, som giver fridykkeren muligheden for hele tiden at komme i kontakt med nye og ukendte sider af sig selv - og givetvis ind til ubevidste fornemmelser som har rødder tilbage til vores spæde barneliv i vore første måneder - eller måske endnu længere tilbage!

Top af side