Filosofi

Vores filosofi er ganske simpelt den, at blot fordi en opgave løses professionelt, behøver det ikke nødvendigvis blive kedeligt! Hvad enten vi arbejder med topledere fra erhvervslivet, børn, elitesportsfolk eller handicappede, så sætter vi altid en ære i at få begrebet ”leg” inkorporeret i vores koncepter. Nogle af vores nøgleord er derfor begreber som nysgerrighed, passion, udfordring og eventyr. For at sikre ”legen” ikke forveksles med én stor børnehave, holder vi os inden for videnskabelige og kompetente rammer.

Mål

Ved at anvende den oldgamle visdom fra Østen omkring vejrtrækning, yoga og spiritualitet og kombinere den med benhård videnskab, psykologi og teknisk know-how fra Vesten, er vores mål at skabe en større bevidsthed om det begreb vi har valgt at kalde YOGIANCE – altså yoga sammensmeltet med science.

Metode

Vi anvender ofte ganske utraditionelle metoder til at flytte dine grænser og provokerer gerne – ikke blot for provokationens skyld, men for at få dig til at reflektere og gro. Processerne er ofte meget ”hands-on”, og vi er ikke bange for at røre mennesker – hverken i overført betydning eller bogstavelig forstand. Der hviler et stort ansvar på vore skuldre når vi arbejder med at udvide dit mentale rum, udfordre dig og få det bedste frem i dig, men det ansvar påtager vi os gerne. Sikkerheden er altid i højsædet, hvad enten vi presser dig på det fysiske eller mentale plan gennem fx fridykning, yoga eller andre idrætspsykologiske metoder. I BlueConsult véd vi disse metoder virker – guldmedaljer ved VM i fridykning i 2005, 2006 og 2007 samt en håndfuld verdensrekorder, taler sit eget tydelige sprog, og selvom virksomheden er startet i Jantelovens eget land, er vi ikke bange for at sige hvad vi er gode til!

Ansvarlig business

Udover den mere ”forretningsmæssige” strategi og filosofi hos BlueConsult, ligger naturformidling og sundhed os meget på sinde. Vi tror på en sund sjæl i et sundt legeme, og vi mener folk bør være ansvarsbevidste – både overfor sig selv, sine børn og sine omgivelser. Selv bittesmå ændringer i din hverdag kan gøre verden til at bedre sted at leve – sluk for vandet når du børster tænder, lav sundere mad til dine børn, hjælp dem med at smide slikpapir i skraldespanden, købt miljøcertificerede møbler, smil til din nabo osv. Hjælp også andre som har det svært eller ikke er så privilegerede som du. Tro på du kan gøre en forskel – det tror vi på hos BlueConsult, og støtter derfor aktivt bl.a. organisationerne Dansk Røde Kors, Regnskovsgruppen Nepenthes samt Verdensnaturfonden WWF.